02/07/2026
Kære alle, så er det ved at være den tid på året, hvor vi smækker benene op, tager solbrillerne på, og nyder en sommerpause.
Produktion og kontor holder sommerlukket i uge 29 - 30 - 31.
Rigtig god sommer til jer alle - nyd den og vi ses i august!
05/06/2026
Vi har travlt, og søger derfor ekstra hænder til vores produktion.
Er du vant til at arbejde med træ, og brænder du for at bygge og skabe møbler og inventar? Så er du måske vores nye kollega!
Vi udvider vores team og søger medarbejdere, der har praktisk erfaring med træarbejde. Det er ikke afgørende, om du har en uddannelse som møbelsnedker eller maskinsnedker. Det vigtigste for os er, at du har arbejdet med træ, forstår materialet, og har lyst til at lære og udvikle dig i et dynamisk miljø.
Hvad vi forventer af vores nye kollega:
Du har tidligere erfaring med at arbejde med træ.
Du er omhyggelig, præcis og har øje for detaljer.
Du trives med at arbejde selvstændigt, men også i team.
Du er villig til at lære nye teknikker og værktøjer.
Du er klar på en sjov og effektiv hverdag.
Et truck certifikat vil være en fordel.
Hvad vi tilbyder:
En arbejdsplads, hvor faglighed og kvalitet går først, men hvor hygge og samvær også bliver prioriteret højt i et engageret arbejdsmiljø.
Mulighed for at udvikle dine færdigheder og prøve nye ting af.
Du kommer til at arbejde med det nyeste udstyr og teknologi inden for snedkerarbejde og produktion, hvilket sikrer effektivitet og præcision i dit arbejde. Vi synes nemlig, det er vigtigt, at det klassiske håndværk bliver kombineret med den bedste teknologi, så vi kan skabe de bedste rammer.
Tempoet kan gå stærkt, men vi løfter i flok.
Har du spørgsmål? Er du interesseret, eller har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Morten på 7312 1000 eller sende en mail til [email protected].
Vi glæder os til at høre fra dig!
09/04/2026
Snedkerdetaljer er ikke bare funktion – de er en del af fortællingen.
Ved Market Dome i Center Parcs, Nordborg, er håndværket med til at forankre stedet i sit vikinge-tema. Træets struktur, samlingerne og de fine overflader skaber en helhed, der føles autentisk og gennemført.
De små dekorationer og detaljer, der ses rundt om i restaurantområdet, sætter fantasien i gang. De inviterer til sjove snakke om vikinger, mønstre og leg – og giver plads til, at børnene selv kan forestille sig, hvad den næste vikinge-leg skal være.
Detaljerne er med til at bygge bro mellem stedet, nutidens leg og fortidens fortællinger, og vi synes, det er så fedt, når snedkerarbejdet netop får lov til at gøre det.
Så bliver det en del af stedets stemning. En del af identiteten. Og en måde at formidle oplevelser på, der gør historien levende og uforglemmelig.
17/03/2026
Ny indretning i Odense.
Vi har gennem flere år arbejdet sammen med søren johansen fra Stokwerk, og det er stadig en kæmpe fornøjelse!
Senest har vi været i Odense og hjulpet Skibhus Optik med at indrette deres nye lokaler samt optimere de eksisterende. Butikken blev udvidet, da nabolokalerne blev ledige.
Vi har snedkereret med fokus på hverdagen i butikken og leveret alt fra borde og disk til arbejds- og kaffebord, hvor integreret opbevaring gør det nemt at holde orden og have alt lige ved hånden.
Vores vægreoler i træ med integreret lys skaber både ro, funktionelle arbejdszoner og en smuk præsentation af butikkens produkter. Spejle og trappen til baglokalet er tænkt ind som en naturlig del af helheden og bidrager til en varm og sammenhængende atmosfære.
Personalet hos Skibhus Optik oplever også en forbedring af hele butikken med de nye brillehylder, som vi har beklædt med lyddæmpende bagplader. De reducerer rumklang og skaber et mere behageligt lydmiljø. En detalje, der gør en mærkbar forskel i hverdagen.
Det er skønt at være en del af et projekt, hvor gennemtænkt design, materialer og snedkerhåndværk skaber en rolig og behagelig butiksindretning for både kunder, men særligt også personalet.
Tak for samarbejdet, Søren!
https://3d-inventar.dk/reference/butiksindretning-ved-skibhus-optik-odense/
05/03/2026
Køkken i egetræ og Corian – materialer i balance.
Her mødes håndværk, funktionalitet og ærlige materialer i et køkken skabt til hverdagen. De gennemarbejdede løsninger og de solide materialer giver rummet en naturlig tyngde og en fornemmelse af kvalitet, man mærker i brug. De gennemførte snedkerdetaljer ses blandt andet i de fingertappede skuffer i massivt egetræ, hvor konstruktion og håndværk står tydeligt frem.
Bordpladen i Corian danner en sammenhængende arbejdsflade med høj slidstyrke og et enkelt, præcist udtryk. Den integrerede BORA-kogeplade med indbygget emfang understøtter køkkenets rene linjer og bidrager til en løsning, hvor teknik og æstetik smelter naturligt sammen.
Rummets centrum er køkkenøen, der organiserer både funktion og bevægelse i rummet. Herfra opstår et naturligt samlingspunkt til madlavning og ophold. Langs vinduet er der etableret en arbejdszone med godt dagslys, som giver optimale forhold til de daglige køkkenfunktioner.
Et køkken hvor materialer, proportioner og detaljer er tænkt sammen til en rolig og holdbar helhed.
https://3d-inventar.dk/reference/specialbygget-koekken-privat-bolig-aalsgaarde/
26/01/2026
I Skodsborg er et smukt hus fra 1930'erne blevet istandsat og optimeret til en hverdag i 2026. Og vi har været heldig at være med til en stor del af inventaret.
Endnu engang har det været en fornøjelse at være med på Pernille Linds projekt, og produktionen nyder altid få lov til at arbejde med hendes vision om organiske former og snedkerdetaljer.
Projektet er blevet omtalt i flere internationale medier, og vi forstår godt hvorfor - Det er et helt særligt hjem som Pernille har skabt.
Du kan se flere billeder af det gennemførte projekt på vores hjemmeside:
https://3d-inventar.dk/reference/bv-residence-skodsborg
22/01/2026
Når du vil byde dig selv og dine gæster hjerteligt velkommen - Så kan en entré i praktisk og enkelt design gøre meget for førstehåndsindtrykket.
For eksempel som her, hvor en skabsvæg pakker alt det, man har brug for i en entré, væk bag egetræsfiner – alt det, som ofte roder, men som vi har brug for på vej ud ad døren.
Med det store vinduesparti bliver rummet fyldt med naturligt lys, som sammen med egetræets varme bidrager til et roligt og imødekommende rum.
Er du blevet inspireret, kan du se flere billeder her:
https://3d-inventar.dk/reference/entremoebel-i-egetraesfiner-soenderborg/
04/12/2025
En tur i bowlinghallen ved Center Parcs i Nordborg - her har vi skabt inventaret med robuste materialer og legende detaljer, der naturligt understøtter stedets stemning og energi.
Hvert element er tænkt som en aktiv del af oplevelsen – fra specialbyggede holdere til belysning og vægbeklædning, til solide bænke og borde, hvor der kan slappes af, inden man skal lave endnu en strike ;)
De kraftige reoler til bowlingkugler og sko forener funktionalitet med stedets æstetik, mens nøje udvalgte dekorationer fuldender rummet og tilfører personlighed.
Alt er monteret af vores dygtige hold af montører, og resultatet er en bowlinghal med fokus på både holdbarhed, godt flow og en hyggelig atmosfære.
https://3d-inventar.dk/reference/specialinventar-ved-center-parcs-nordborgspecialinventar/